Nok de vigtigste dokumenter i livet
De færreste af os ved, hvad der helt præcist gælder, hvis skilsmisse, sygdom eller død melder sig i familien. Det er ærgerligt, for det er måske de vigtigste dokumenter at have styr på. Pludselig står man i situationen, og så er det for sent.
Hvis man går fra hinanden
Hvis parforholdet ikke længere holder, er der ikke kun børn og følelser at få styr på, men også ejendele.
Er man gift, er udgangspunktet, at man deler al opsparing, investering og ejendele ligeligt. Man deler til gengæld ikke pensionsordninger. Det kan være uhensigtsmæssigt for den ene part, som f.eks. er gået ned i tid og indbetalt mindre på pensionen for at den anden kunne lægge mere energi i arbejdet. Samtidig er det måske ikke al opsparing, man ønsker at dele. Her kan en ægtepagt lavet i god tid, være vejen til at dele sol og vind ligeligt og give de bedste forudsætninger for, at begge kan se fremad.
Er man samlevende, beholder man det, man selv bragte med ind i parforholdet. Værdien ved salg af fælles ejerbolig skal også deles, og her er det måske forskelligt, hvem der har bragt hvor meget til bordet. Her kan en samejeoverenskomst sikre, at alle føler sig retfærdigt behandlet.
Hvis man bliver alvorligt syg
Skulle alvorlig sygdom melde sig, kan det være en god idé at have udarbejdet en fremtidsfuldmagt. Med den i hånden kan man selv bestemme, hvem der skal kunne træffe beslutninger på vegne af en, hvis man ikke selv kan.
Det kan være økonomiske forhold, som f.eks. at betale regninger, opsige eller underskrive lejekontrakter eller sælge hus, sommerhus eller bil. Det kan også være personlige forhold, som f.eks. at ansøge kommunen om hjemmehjælp, fremsætte ønsker til pleje og omsorg samt ansøge om offentlige ydelser.
Uden en fremtidsfuldmagt har Familieretshuset mulighed for at iværksætte en umyndiggørelse ved et værgemål.
Når man dør
Når man har børn, er det særligt vigtigt at få styr på testamenter. For hvad sker der, hvis man dør, mens børnene er små, og hvad når de er store?
Med et børnetestamente kan man bestemme, hvem der skal have forældremyndigheden, hvis du/I dør, før børnene bliver myndige. Det er nemlig ikke gudforældre, der overtager, og uden et børnetestamente vil det være Familieretshuset, der tager stilling til dette.
Et testamente giver dig kontrol over, hvem der arver dig, hvor meget de arver, og hvilke begrænsninger der evt. skal være. Det kan f.eks. være særeje, hvor dit barns ægtefælle ikke får del i arven, hvis de bliver skilt, eller båndlæggelse, hvor arvinger først får adgang til arven, når de når en vis alder.
Er man gift og har fælles børn, har man mulighed for at sidde i uskiftet bo og dermed sikre sig, at den efterladte partner ikke stilles økonomisk vanskeligt og i værste fald skal sælge den fælles bolig. Er man samboende, arver man ingenting fra hinanden, og derfor kan det være økonomisk uoverskueligt at blive boende. Her kan det give god mening at få udarbejdet et udvidet samlevertestamente, så den efterladte partner kan gå en svær tid i møde uden også at skulle bekymre sig om det økonomiske.